Matematik, C
Til SøgningOm faget
Matematik C giver dig en grundlæggende forståelse af matematiske begreber, metoder og modeller, som kan anvendes både i hverdagen og i videre uddannelse. Undervisningen tager udgangspunkt i praktiske problemstillinger og kombinerer regning, digitalt værktøjsbrug og matematisk forståelse.
Der arbejdes blandt andet med tal og regneregler, ligninger, procentregning, geometri, statistik, sandsynlighedsregning og funktioner, herunder lineære funktioner og eksponentielle funktioner. Der lægges vægt på at kunne analysere data, opstille matematiske modeller og formidle matematiske resultater både mundtligt og skriftligt. Digitale værktøjer som CAS-programmer (matematiske computerprogrammer) anvendes som en naturlig del af undervisningen.
Faget afsluttes med en skriftlig og en mundtlig eksamen. Den skriftlige prøve er todelt og varer 3 timer. Første del laves i hånden, hvor der kun må benyttes en formelsamling som hjælpemiddel, og anden del laves på computer med alle hjælpemidler. Den mundtlige prøve tager udgangspunkt i et eksamensspørgsmål inden for de emner, holdet har arbejdet med, efterfulgt af en faglig samtale.